Shh! Sig det ikke til nogen!
Sagde en engelsk ø-hopper til mig, da jeg fortalte om min græske
yndlings-ø, Leros. Vi turister vil nemlig helst ikke dele vores
ferieparadis med alt for mange andre... turister.
Leros har gudskelov ingen international lufthavn. Et propelfly forbinder
dagligt øen med Athen. Resten foregår med færger, katamaran og
hydrofoil-både, ”Flying Dolphins”. Et par timers sejlads nord for Kos.
Hovedbyen Lakki, på vestsiden, har områdets største naturhavn. Her lægger
de store færger til, og mangen en ”backpacker” har kastet et blik på
den lidt ”u-græske by” og er fortsat til næste ø. Forfatteren
Lawrence Durell kom hertil lige efter krigen, med tømmermænd og dårlig
mave. Han så resultatet af et af de heftigste slag i Middelhavet, og gav
øen fingeren.
De negative formuleringer i hans bog, ”De Græske Øer”, blev
annekteret af talrige efterfølgende rejsebøger.
Lad os sende Durell en venlig tanke. Leros blev ikke spoleret af
masseturisme.
Til gengæld oprettede regeringen et berygtet psykiatrisk hospital på øen,
og juntaen deporterede
systemmodstandere dertil. Det er ikke lige sådan, man markedsfører et
turistparadis, men det har givet arbejde til ø-boerne, og tilstandene på
hospitalet er blevet nutidige.
Man mærker kun dets tilstedeværelse ved leroitternes relative velstand,
som har medført en laid-back, venlig atmosfære. Beboerne er kun i nogen
grad afhængig af turisme.
Lad det være sagt med det samme: Leros er ikke luksusturisme. Der er da
et par hoteller med egen swimmingpool, men Middelhavet er lige uden for døren.
Svigt i elforsyningen hører med til hverdagen, men bliver fulgt af
klapsalver om aftenen. Stemningen stiger et par grader, når stjernerne
tager magten.
Der er ”legekammerater” for alle aldersklasser. Børn og unge hygger
sig til langt ud på aftenen. Men pas på! Du risikerer at få en græsk
svigersøn, hvad flere dansktalende, græske mænd er et levende bevis på.
Det er selvfølgelig ikke nemt at være gangbesværet på en græsk ø,
men man indretter sig. I det hele taget giver dét, at rejse med børn og
ældre, billige pluspoint blandt lokalbefolkningen, og hjælpsomheden er
stor.
Der er en del danske turister på Leros. Skibby Rejser har været tidligt
på færde, og mange har første gang mødt øen på en charterrejse,
sejlet over fra Kos. Flere er blevet selvkørende og nøjes med en
flybillet til Kos, tager første Dolphin og lejer sig ind i et af de mange
private studios og hoteller. Der er altid noget ledigt. Man finder sin
favorit, og vender tilbage år, efter år. Man er blevet afhængig.
Leros er for mig fiskerlejet Pandeli. En smuk, sydvendt bugt, med en lille
havn og strand med fiskerbåde, tavernaer og kafeer i vandkanten, et par
små kiosker og værelser til leje. Bydelen Panteli med et par værelsesudlejninger
og Elenis Agnantema restaurant kravler op ad klipperne på Pandelis vestside,
hvor også bugten Vromolitos ligger, en lang strand, med små, spredte
hoteller, en bar og en taverna.
Ti minutters gang, mod nord op ad vejen, eller ad den stejle trappegade,
ligger Platanos, den høje by, vokset sammen med Pandeli, med supermarked
og butikker, centreret om et livligt, lille torv, hvor en Gyros-bar er en
perfekt undskyldning for et hvil, med en kold retsina, eller en Mythos,
den græske øl.
Sæt dig her, på den gamle kafenion eller i de bløde stole overfor, lad
din dør stå åben, og lad øen komme til dig. Du møder søde turister
og lokale. Fotografen, overfor. Han er mester i hakkebrædt. Præsten på
scooter. Apotekeren, med hestehale. Han spiller blues-guitar. Hele øens
befolkning kommer forbi her, før eller siden.
Måske har du aftalt, at være tilbage til familen, med friskt brød fra
bager Mike, i løbet af en time. En klar fejltagelse. Tiden flyver, og du
skal jo også lige ned ad bakken til Agia Marina, den tredje siamesiske
trilling. Det ældre ægtepar, nede ved midtvejs-kirken skal også lige
have tid til at vise dig deres samling af fotos og arvestykker, måske vil
de også velsigne dig i kirken.
Inden du ser dig om, står du ved kajen i Agia Marina, en livlig, lille
havn. Til højre anløb for Dolphin’erne. Til venstre breder bugten sig
ud, Krithoni, Alinda, med små stykker strand, smuldrende
neoklassicistiske huse, og overvågende det hele, på sin klippetop,
Borgen. Her er masser af kafeer, tavernaer og værelser til leje. Om
aftenen er en stol på havnefronten det perfekte sted at se solnedgangen,
og ikke mindst grækerne som går ”volta”. De græske piger tager
luften fra én, inden de, i løbet af få år, transformerer sig til
elskelige, svulmende mamma’er. Det er også i Agia Marina den største
del af nattelivet foregår.
Leros’ kystlinie er en lang række af bugter, som Pandeli- og
Alinda-bugten. Sidstnævnte er nok det mest hotte turiststed. Men alt
efter smag og vindforhold kan man tage til Xerokampos, mod syd, som har
camping og dykkerskole, til Lakki, som har en flot udendørs bif, Til
Gourna, hvor man ikke må snyde sig selv for lørdagens sene bouzuki-bal,
eller til Blefoutis, dén med tavernaen med fiskesalaten, i nord.
Man kan leje en to-hjuler, det moderne, støjende æsel. Man kan også gå,
eller tage en taxa. Øen er ikke større, end man højst kan køre for 5
Euro. En taxa-rundtur, med stop ved diverse seværdigheder, kan gøres
for15. A propos seværdigheder. Kom ikke til Leros for at studere søjler og
fortidsminder. Øen har, især i nyere tid, en omtumlet historie, som er
spændende at høre om. Der er også masser af smukke kirker og landskaber,
og ikke mindst Borgen tilbyder et spektakulært vue over den hele ø.
Men, i min bog, er Leros’ hovedattraktion øen selv, dens bugter og byer,
men ikke mindst, dens befolkning og de evigt tilbagevendende
sommerturister. Ingen andre steder har jeg mødt så megen venskab, humor
og imødekommenhed. Leroitterne har en pragtfuld, ukrukket evne til at
kombinere venskab og forretningssans.
Men tilbage til Pandeli, hvor jeg og min familie har holdt ferie nu mange
år i træk.
Når du, afbrudt af mange stop, er kommet tilbage, over Platanos, og ned
til Pandeli, er der altid en Nikos, Manolis, Dimitris, Apostolis, Elpida,
Yorgos, Peter, Helle, Pete, Mikkel eller Maria, du lige skal have en snak
med, så giv dig god tid. Lad bare din dør stå åben, der er ingen, der
stjæler på Leros. Lad derfor også din egen dør stå åben, giv dig god
tid, så kommer øen til dig.
Og her er det centrale for mig:
Intet sted slapper jeg så meget af som her. Ellers skal jeg nok blive
gjort opmærksom på det: ”Piano, Piano!”. Mit tvetydige navn hér.
Tag det roligt, Bjarne! Og det prøver jeg så.
Sidder en hel eftermiddag hos Tzouma, Fotini (Drosia) Zorba eller Tsarapoula, på stranden,
bliver jordet i Tavli, tager en dukkert eller laver ingenting. Husker at
tage en siesta, når det er varmest, så man er klar til aftenen.
For her udfolder Pandeli al sin charme.
Glade mennesker på tavernaerne. Borde i vandkanten. Fuldmåne over bugten.
Måske en improviseret fest. Senere mødes man på Savana-bar, grundlagt
af én af Pandelis mest markante personligheder, totalt lysblonde Savas.
Advarsel! Det bliver let sent. Personalet fra tavernaer og kafeer skal
lige have en slutter. Snakken går, måske bliver der danset, du ved
aldrig, hvad der kan ske. Og når du senere sidder på din balkon og ser
det første morgenlys, og de første fiskerbåde står ud, er det særdeles
svært at blive banket i seng.
Man vil have det hele med. Den sidste nat på Leros sover jeg aldrig. Det
er mit ferieparadis. Det er mit andet hjem. Det er gedigen
virkelighedsflugt, så det
klodser. Men:
Shh! Sig det ikke til nogen!
Shh! Sig det ikke til nogen!
